En gang imellem må vi møde smerten i at erkende, at der skal siges farvel, og accepteres at noget er fortid. At noget ikke længere er en del af vores nutid og vores fremtid.
Jeg er i gang med at sige farvel til min rolle som mor med stort M…
Jeg troede først at min ked-af-det-hed udelukkende handlede om at mit yngste barn flytter hjemmefra. Men da jeg gik lidt længere ind i mig selv, vidste jeg godt, at det handlede om mere end det. Udover at sige ”far-vel” og på gensyn og ønske min datter alt det bedste i hendes flyvefærd ud af barndomsreden, så skulle jeg også sige farvel til min så indgroede og ærekær moderrolle.
Det slog mig som en mavepuster, at det var slut med at stå til rådighed med at køre til og fra fester, slut med at høre hende kalde på mig rundt i huset. Det var slut med at pusle om syge børn, slut med den fysiske kontakt i kys og kram hver dag. Slut med afhængighed til mig!
At sige farvel og erkende at det var et kapitel i mit liv, som lakkede mod enden og om lidt ville standse brat, når jeg skulle vinke farvel.
Hendes barndom og min rolle til lillepigen, den tid kommer ikke tilbage, det ved min fornuft jo godt!
Alligevel trækker det tårer i erkendelsen.
Smerten der medfølger i et farvel, ved jeg skal have lov til at bruse igennem mig, for ikke at samle uudlevede følelser ”til bunke”.
Jeg er bevidst om, at samler man til bunke, kommer gamle følelser til at skygge for hinanden hulter til bulter i ens indre, og det kan resultere i at man kan gå hen og blive et knudemenneske, der ikke giver udtryk for sine følelser.
I tilgivelsen til mig selv, at jeg ikke kan lave fortiden om, at jeg eksempelvis skulle have været en bedre mor, lægger jeg kapitlet omhyggeligt ind i min ”livsbog”. Et godt kapitel jeg vil værne om. Det var en del af mig, en del af min historie.
I et farvel og med accept af at det er fortid, og nu ligger som et afsluttet kapitel, kan jeg være langt bedre til at være tilstede i nuet med al min energi (og ikke sidde fast i følelser for fortiden) selvom at jeg krampagtig forsøger mig med det lige det sidste, så er det slut nu. Hun skal selv! hun KAN selv!
Med bevidstheden om at i et farvel kommer der derefter et goddag til noget andet, goddag til et nyt kapitel i min livsbog.
Jeg vil putte noget godt i kapitlet, for det er jo mig der skriver min historie…. 
farvel til moderkontrol og goddag til ligeværdige og respektfulde møder i fremtiden i øjenhøjde med min store datter!